Psykoterapeut Mette Fenger

Navigation

Det er aldrig for sent at få et bedre parforhold

ALT FOR DAMERNE, nr. 21, 2007.

Mere end 50 procent af alle ægteskaber ender med skilsmisse. For at undgå at havne i statistikken er man ifølge parterapeut Mette Fenger nødt til at forstå mekanismerne i forholdet og leve et bevidst kærlighedsliv. Det gælder om at turde gøre op med tillærte mønstre og overlevelsesstrategier. Belønningen er en heling af sårene fra ens barndom og et styrket parforhold.

Af Benthe Vestergård.
Foto: Scanpix, Christian Petersen, m.fl.

Kvinder får ofte rådet: ”Gift dig aldrig med en mand i den tro, at du kan forandre ham”. Rådet i sig selv er godt nok – og dog. Faktum er nemlig, at mennesker forandrer sig afhængigt af det parforhold, de befinder sig i. Et genert menneske kan blomstre op ved hjælp af kærlig omsorg, og et tillidsfuldt menneske kan blive reserveret, hvis parforholdet byder på manglende imødekommenhed.

- Om vi opnår gode og givende parforhold eller ej, afhænger i høj grad af, hvad vi har med i bagagen fra barndommen, og hvorvidt det lykkes os i parforholdet at opnå heling af de sår, vi alle i forskellig grad har fået som børn, siger Mette Fenger, der er parterapeut i Svendborg.

Mette Fenger har gennem mange år ydet såkaldt imagoterapi til par i krise. Sammen med psykolog Jette Simon, der uddanner imago-terapeuter flere steder i verden, afholder hun jævnligt kurser fir par med ondt i forholdet og nybagte singler, der gerne vil blive klogere på, hvorfor parforholdet gik i stykker.

- De færreste ønsker at blive skilt. Men de bukker under for frustrationerne. De føler sig fastlåste og kan ikke komme videre. De bliver ulykkelige og magtesløse og begynder at leve parallelle liv – hun gør sine ting, og han gør sine ting, og til sidst bliver de skilt. Mere end 50 procent af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Og de fleste havner i samme situation igen – skilsmisseprocenten for andet ægteskab ligger nemlig på 65 procent.

- Hvis vi vil undgå gentagne skilsmisse, er vi nødt til at opnå et bevidst kærlighedsliv, hvor vi får indsigt og ikke gør det samme igen, fortæller Mette Fenger.

Den første kuffert:

De umødte behov

For at opnå et bevidst kærlighedsliv er man nødt til at gå tilbage til barndommen. Ifølge imago-terapien har vi fire kufferter med, fra dengang vi var børn. Den første kuffert er de umødte behov.

- Uanset hvem vi er, er der altid noget, som vi ikke har fået. Det betyder noget, om man er vokset op med glade og livfulde forældre, med omklamrende og bekymrede forældre eller med travle forældre, der ikke havde tid nok til én. Forældrene gør det bedste, de kan, men mønstrene bliver givet videre fra generation til generation. På grund af forældrenes egne sår har de ikke fuld fornemmelse for de behov, barnet og teenageren har. Men det er aldrig for sent at få det, man ikke fik som barn. Og ofte er det i parforholdet, vi søger at blive fuldkomne. For eksempel – den, der savner intimitet, søger den, der ønsker frihed og omvendt.

- Det kan virke paradoksalt, at man ikke falder for én, der har samme behov som én selv. Men vi søger en partner, der ligner vores forældre – altså én, der på nogle punkter har svært ved at imødekomme vores behov, selv om vi gerne vil hele sårene fra barndommen. Sår, der netop kan heles ved, at vi får både det, vi savner, og samtidig udvikler den side hos os selv, som partneren har, men som vi selv har undertrykt. Vi leder nemlig også efter det tabte selv, som er den anden kuffert, vi har med fra barndommen.

”Det gode parforhold afhænger af, om man kan hele sårene fra barndommen.”

Den anden kuffert:

Det tabte selv

Fra vi bliver født udrykker vi os på fire forskellige måder – via sanser, følelser, tanker og handlinger. Vi er født hele, og vi kan bruge alle fire funktioner. Men vi mærker hurtigt, hvordan vi skal være for at få forældrenes accept – og barnet er afhængig af forældrene for at overleve.

- Barnet vil hellere miste nogle sider af selv end miste forældrenes kærlighed. Det bliver til et mønster. Når nogle af ens sider bliver undertrykt, så lærer man ikke at mærke sig selv ordentligt, siger Mette Fenger.

Et typisk eksempel er at sige til drenge, at de skal holde op med at græde. Så lærer drenge at undertrykke den naturlige følelse, det er at vise, at de er kede af det. Deres tabte sider er altså at udtrykke følelser.

For mit eget vedkommende lærte jeg, at det var meget vigtigt at tage hensyn til andre – især sårbare mennesker. Jeg lærte, at det var vigtigere at være der for dem end at være i mit eget landskab. Så min tabte side er at være egoistisk på en god måde. Min mor mente heller ikke, at jeg var særlig klog, så min tabte side er også at turde bruge min intellektualitet.

Egentligt er det slet ikke sikkert, at nogen har sagt højt, at man ikke må græde eller ikke gøre opmærksom på, hvad man selv gerne vil, hvis andre bliver kede af det.

”Vi har svampehjerner”

Men vi har svampehjerner – vi identificerer os med vores mor og far – vi absorberer dem. Så hvis far aldrig græd, så gør sønnen det heller ikke. Og hvis mor var selvopofrende, så pleaser datteren også sine omgivelser. Vi mister altså nogle sider af os selv som børn – vi undertrykker nogle naturlige impulser – og så bruger vi resten af livet på at genvinde de tabte sider, siger Mette Fenger.

En måde at finde sin tabte side på er at spørge partneren, hvad han savner fra én.

- Jeg blev ikke spejlet på mit intellekt, så jeg falder for en mand, der netop er blevet spejlet meget på sine tanker og sit intellekt. Han har de sider, som jeg ikke selv har fået udviklet, og han falder for mig, fordi hans tabte sider er følelser og sanser. Vi søger fuldkommenhed hos hinanden. Men når vi gør det, så går vi imod forældrepolitiet, og det kan ofte skabe angst, fordi vi begynder at gøre det, som engang var forbudt. Det er svært at gå imod det, der er blevet indprentet os, men det er netop ved at gøre det, at vi udvikler os selv og hinanden i parforholdet, siger Mette Fenger.

”Barnet vil hellere miste nogle sider af sig selv end miste forældrenes kærlighed.”

Den tredje kuffert:

Overlevelsesstrategierne

Men det er ikke kun forældrepolitiet, der begrænser vores udvikling i parforholdet – det samme gør vores egne overlevelsesstrategier, som ligger i den tredje kuffert.

- Som børn udvikler vi nogle strategier for at undgå smerte og ubehag. Det kan være at blive vred, at græde, at trække sig tilbage eller gå til angreb. Vi finder ud af, hvad der virker i forhold til vores primære voksne. Det samme gør vi i parforholdet. Men her skaber det forstyrrelser, og som regel medfører det, at vi netop ikke får den kontakt og den reaktion, som vi gerne vil have. Vi skaber afstand frem for nærhed, mener Mette Fenger.

Vi må gå imod vores eget forsvar. Men barnet i os tror stadig, at vi er nødt til at beholde det. Den eneste måde at ændre adfærd på er ved at blive bevidst om, hvornår paraderne kommer op.

- Ofte er det netop partnerens behov, der udløser vores stærkeste forsvar. Det skyldes, at vi vælger en partner med de modsatte behov i forhold til vores egne. At imødekomme partnerens behov er derfor at gå ind i løvens hule. Et eksempel kan være, at partnerens behov for frihed kolliderer med vores eget behov for kontakt – altså en angst for at blive forladt. Følelsen af forladthed kan udløse vrede og aggression. Men i voksenverdenen skaber det stor irritation hos partneren, som så netop går sin vej, fortæller Mette Fenger og fortsætter:

- Det vigtigste udviklingspunkt i den situation er at tåle ensomheden – at føle sig elsket, selv om den anden vælger at gå.

Den fjerde kuffert:

Den kendte kærlighed

I den fjerde kuffert ligger éns imago – det billede, som man meget tidligt har fået indprentet af forældrenes positive og negative sider. Imago er altså den kendte kærlighed – et billede af, hvordan kærligheden fra mor og far ser ud og føles.

- Det er egentligt et impressionistisk billede af alle de indtryk, fra alle de personer, der har haft betydning i vores barndom. Senere vælger vi så netop de specifikke karaktertræk hos en partner, som har indprentet sig tydeligst i os. Derfor siger vi nogle gange, når vi møder en partner, at det er, som om vi har kendt hinanden altid.

Mette Fenger sammenligner det med nyfødte zebraunger, hvor moderen går rundt om de nye føl i et antal dage, før de sammen bevæger sig ud på savannen. I de dage indprenter føllet sig moderens lugt, hendes bevægelser og stribernes placering. Derefter kan det altid skelne hende fra de andre zebraer i flokken og derved holde sig til hende.

Imago er den skabelon, vi bruger til at finde en partner, der repræsenterer noget velkendt. Samtidig vil den fundne partner ofte repræsenterer noget, som vi selv har manglet. For eksempel handlekraft, intellektualitet, kontakt med følelser eller spontanitet. Men hvorfor ligner vores skiftende partnere så ikke altid hinanden?

- Min teori bygger på det, jeg har oplevet og hørt hos mine klienter. Ofte vælger vi kvinder først en partner, der ligner vores mor. Jeg valgte altså én, der var styrende og dominerende som min mor – men også spændende og udfordrende. Senere havner vi hos far – vælger én, der ligner ham, forklarer Mette Fenger.

”Det er aldrig for sent at få det, man ikke fik som barn.”

- Vi går altså ud i verden med vores fire kufferter og forelsker os. Vi falder både for den kendte kærlighed og for én, som har vores tabte sider. Vi er samtidig forblændede i vores forelskelse – vi ser slet ikke nogen negative sider hos partneren. Efterhånden som forelskelsen fortager sig, oplever vi, at vi bliver allermest irriterede over de sider, som vi engang blev forelskede i og begynder at kritisere den anden. Det skyldes, at jo mere vi nærmer os vores tabte sider, desto mere bange bliver vi. Og så reagerer vi, som vi gjorde som børn – vi bruger vores overlevelsesstrategier. Men nu skaber de i stedet afstand til partneren. Magtkampen begynder, forklarer Mette Fenger.

Et bevidst kærlighedsliv

Ingen par undgår magtkampen. Forelskelse og magtkamp er ubevidste processer. Hvis det ikke skal ende i brud og adskillelse, er det væsentligt at arbejde med at integrere de sider i os selv, som irriterer os hos partneren. Den, der ønsker frihed, er nødt til at arbejde med nærheden. Den, der ønsker nærheden, må arbejde på at tåle fraværet.

- Det kan synes som en hård og opslidende proces at opnå et bevidst kærlighedsliv. Men det er nok meget opslidende og omkostningsfuldt at blive skilt. Og selv om vi bliver skilt, så er det også værd at huske – at uden sår, sker der heller ingen heling. Det gælder både sårene fra barndommen og sårene fra tidligere forhold, siger Mette Fenger.

Imago-terapiens fire kufferter

1. De umødte behov
2. Det tabte selv
3. Overlevelsesstrategierne
4. Den kendte kærlighed

Kort om imago-terapi

Imago, der betyder billede, henviser til de indre billeder, som er dannet af vores erfaringer og følelser fra barndommen. Billedet af, hvordan kærligheden fra mor og far så ud og føltes. Imago er den skabelon, vi bruger til at finde en partner, der repræsenterer det velkendte og samtidigt noget, vi selv mangler. Terapien bygger blandt andet på at gøre op med overlevelsesstrategier, som kan spærre vejen for nærhed, intimitet og forståelse for hinandens reaktionsmønster.

Mette Fenger har i sin egen barndom lært, at det var vigtigere at være der for andre, mere svage mennesker, end at være i ”sit eget landskab”. Så hun har skullet lære at være mere egoistisk på den gode måde.